Cate Sørensen

Cate Sørensen er den særdeles energiske iværksætterkvinde bag flere virksomheder. I 2009 startede hun webshoppen My Extensions sideløbende med fast fuldtidsjob. I sommeren 2012 åbnede hun også en fysisk butik i tilknytning til webshoppen, og i efteråret 2012 tog hun springet, sagde sit job op og foldede sig helt ud som fuldtidsselvstændig. Men Cate havde ikke fået nok - idéerne står i kø, som hun siger - og i august 2013 åbnede hun webshoppen Malucca.dk med modetøj til kvinder, mens seneste skud på stammen, frisørsalonen Salon NORDIC, åbnede i november 2013.

My Extensions sælger og påsætter de meget moderne hair extensions, og der er godt gang i forretningen både online og offline. Cate importerer sine hair extensions fra Asien og har selv været en tur derude for at sikre sig både den bedste aftale og den bedste kvalitet på sine produkter. På grund af den direkte import kan My Extensions tilbyde meget fordelagtige priser på alle typer hair extensions.

Webshoppen Malucca.dk er det nyeste tiltag og derfor stadig i sin vorden, men allerede nu med en fornuftig omsætning, der gør, at butikken ”løber rundt”, som Cate selv formulerer det.

Udover de ovennævnte virksomheder er Cate også partner i bloggen ”Jegelskermode.dk”, der har tilknyttet 500 bloggere, der enten skriver direkte på siden eller har tilknyttet deres egen blog. Idéen bag bloggen er at lave et stort netværk for bloggere og give dem muligheden for at komme endnu længere med deres passion for blogging. Bl.a. ved at tilbyde dem synlighed og mulighed for at tjene lidt på at annoncere på deres blogs. ”Vi er i fuld gang med at udvikle på siden, så der kommer endnu flere muligheder for bloggerne i fremtiden,” fortæller Cate.

Jegelskermode.dk arbejder ikke med bannerannoncering m.m., men bruges blandt andet til branding af Cates egne virksomheder og produkter. ”Jeg har ikke tid til at udvikle så meget på den nu, men vi har da nogle planer,” fortæller Cate.

Cate driver sine virksomheder som enkeltmandsvirksomhed. Det gør hun ud fra et ønske om at spare på udgifterne til regnskab (med et ApS er der større omkostninger i forbindelse med regnskabsaflæggelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen), og hun kan tillade sig dette valg, fordi hun ikke har gæld i virksomheden. Hun har sørget for at spare op til at åbne Malucca.dk og startede også oprindeligt op sideløbende med fast fuldtidsjob.

”Jeg er startet forsigtigt op og er gået langsomt og roligt frem, mens jeg samtidig arbejdede,” fortæller Cate.

Cate beskæftiger i dag tre fuldtidsmedarbejdere og to hjælpere, der dækker alle hendes tre virksomheder.

Hvad fik dig til at starte som iværksætter?

Cate har ikke rod i et miljø af selvstændige, men allerede fra gymnasietiden havde hun gang i sideløbende projekter. Dengang var det produktion af smykker, som hun solgte til veninder og veninders veninder for at tjene noget ekstra, som hun fortæller. ”Jeg syntes bare, det var sjovt at lave smykkerne og at kunne tjene lidt ekstra på noget, jeg selv lavede,” fortæller Cate.

Da Cate gik videre til Handelsskolen, gik hun i gang med videresalg af hair extensions. Hun havde selv prøvet at få påsat extensions på et tidspunkt, men syntes, det var meget dyrt. Så meget konsekvent fandt hun en leverandør og handlede direkte med hende. Igen startede Cate et videresalg til veninder osv.

Efter endt uddannelse blev Cate ansat i en virksomhed, der bl.a. lavede webshops, og hendes chef foreslog, at hun begyndte at sælge sine extensions online. Cate kontaktede nu sin tidligere forhandler for at få lavet en bedre aftale, men blev afvist, fordi hun nu kunne udvikle sig til at være en konkurrent. Men hun gav ikke op og var blevet så bidt af idéen, at hun meldte sig til et iværksætterkursus gennem Væksthuset. Ad den vej fik hun rådgivning omkring import og begyndte selv at få hair extensions hjem fra Kina.

”På det tidspunkt var jeg blevet grebet af spændingen i selv at skabe noget og se, om det kunne lykkes. Og jeg var meget optaget af online-handel og webshops,” fortæller Cate og fortsætter: ”Jeg havde arbejdet meget med AdWords og SEO og havde stor interesse for nettet og søgeoptimering. Jeg havde suget til mig igennem mange år. Men selve tanken om at starte noget op ...? Tja, jeg tror bare, jeg syntes, det kunne være sjovt at tjene lidt ekstra penge. Der gik et år, efter jeg havde startet My Extensions, før jeg begyndte at tænke, at jeg måske kunne gå den vej.”

Cate blev oprindeligt uddannet i en tøjbutik, men kedede sig fra start til slut. ”Der var ikke nok udfordring i det for mig. Jeg var den organiserede type, der kunne lide at lave varierende opgaver. Så når jeg blev placeret foran et prøverum fire timer om dagen, var det utrolig kedeligt og uinspirerende. Jeg var meget interesseret i webshops allerede dengang, og min fagprøve var et eksempel på, hvordan forretningen kunne starte en webshop. Men de var ikke interesserede. Jeg tror desværre, de så mig som en dårlig sælger og en uengageret butiksmedarbejder!” fortæller Cate.

Udfordringer før og efter start?

Da Cate startede med My Extensions, tog hun et privat lån i banken, for hun var nødt til at købe nogle varer hjem til lager. Banken var ikke begejstret, og det endte med en højere rente, fordi Cate ikke ville have sine forældre indblandet som kautionister. Selvom de gerne ville, for de har støttet hende hele vejen igennem.

Men bankens frygt blev gjort til skamme, hvilket jo også afspejles i, at Cate kunne åbne Malucca uden at låne penge. Hun brugte af sin indtjening fra My Extensions.

Men ellers nævner Cate det store arbejde med markedsføring som en udfordring. En udfordring, som hun heldigvis havde gode forudsætninger for at tackle med sine erfaringer fra tidligere jobs. Blandt andet nævner hun under interviewet, at Malucca.dk med søgeordet ”billige kjoler” allerede ligger som et af de øverste resultater på Google. Med vores egne erfaringer med SEO kan vi kun sige, at vi er imponerede! Det er virkelig godt gået med en webshop, der har eksisteret så kort tid.

”Men også de problemer, der kan opstå, når man handler med udlandet, kan være udfordrende,” fortæller Cate, der også fortæller, at det eneste, hun kan ærgre sig over, er, at hun ikke vidste noget før, hvor spændende det er at være selvstændig: ”Hvis jeg havde vidst det, var jeg startet noget før!” siger hun.

Positive og negative ting ved at være selvstændig

Ligesom flere af de andre iværksættere, vi har interviewet, lægger Cate også vægt på friheden som selvstændig.

”Det er dejligt at kunne lave det, man gerne vil. Og de øvrige opgaver tager man jo bare med, fordi det hele hænger sammen, når det er ens eget,” siger Cate og fortsætter: ”Men samtidig har man aldrig helt fri og står altid med det overordnede ansvar. Det skal man være parat til at tage på sig og være klar over, at man ikke bare kan lægge det fra sig.”

Men Cate er begejstret for sit liv og for at være blevet selvstændig: ”Jeg lever på det hver dag. Det er så spændende at se forretningen vokse. Økonomien er ikke det vigtigste, men jeg synes, det er så sjovt at se, når ordrerne ruller ind. Værdien af ordrerne er ikke engang så afgørende. Men det at se noget lykkes og at skabe noget! Det er så sjovt,” siger Cate.

Vigtigt med glade medarbejdere

Med baggrund i sine egne erfaring fra sin butiksuddannelse er Cate meget, meget bevidst om, at det er vigtigt at have glade medarbejdere, der får lov at arbejde med de ting, de både er gode til og synes er interessante.

”Det er vigtigt, når man har ansatte, at man ser, hvilke kompetencer de har og giver dem opgaver, der matcher deres kompetencer og lyst. Jeg spørger meget ind til, hvad de selv har lyst til at arbejde med,” siger Cate. ”Vi gør ofte det, at vi fordeler opgaverne efter lyst, og så er der jo altid noget tilbage, som bare SKAL laves. Og det må vi så også gøre.”

De vigtigste egenskaber for en iværksætter og lidt gode råd

”Engagement!” siger Cate og fortsætter: ”Det kræver megen tid, mange kræfter og investering at få succes med sin forretning. Så er man ikke villig til at lægge alle kræfter i og give sig 100 %, kan det blive meget, meget svært”.

"Jeg vil råde alle til at overveje grundigt, om de er klar til at lægge al den tid og al den energi i arbejdet, som der skal til. Og så skal man kontakte sit lokale Væksthus, der kan hjælpe med utroligt mange ting,” siger Cate.
“Noget af det vigtigste er engagement. Det kræver megen tid, mange kræfter og investering at få succes med sin forretning. Så er man ikke villig til at lægge alle kræfter i og give sig 100 %, kan det blive meget, meget svært. Jeg vil råde alle til at overveje grundigt, om de er klar til at lægge al den tid og al den energi i arbejdet, som der skal til. ”
Cate Sørensen
Indehaver af My Extensions, Salon Nordic, Malucca.dk
- citat fra interview
Cate Sørensen, My Extensions og Malucca.dk, er interviewet til Iværksætterhåndbogen.

Følg Iværksætterhåndbogen på Facebook

Iværksætterhåndbogen på Facebook

Følg Iværksætterhåndbogen på Facebook, hvor du finder spændende artikler og opslag om iværksætteri.
Se Iværksætterhåndbogens Facebook side >