Michael Jørgensen

Malerfirmaet Helge & Michael Jørgensen er en familievirksomhed, der i dag ejes 100 % af stifterens søn Michael Jørgensen. Som navnet antyder, tilbydes der alle former for bygningsmaling både indvendigt og udvendigt.

Virksomheden blev stiftet i 1974, og i forbindelse med generationsskiftet blev det omdannet til et A/S. Selskabsformen er valgt ud fra et ønske om at kunne holde privatøkonomi og firmaøkonomi 100 % adskilt.

Malerfirmaet har 16 ansatte inklusive Michael Jørgensen selv. Michael er uddannet bygningsmaler og har en videregående uddannelse inden for malerfaget. Han overtog virksomheden efter sin far, men på trods af at hans far dermed var virksomhedsejer og iværksætter, blev der ikke talt meget om det at drive selvstændig virksomhed i hans barndomshjem.

Motivationen

”Jeg har egentlig aldrig tænkt specielt meget over det at blive selvstændig. Jeg er jo anden generation og var fem år, da min far startede firmaet,” fortæller Michael.

Michael kom i lære i firmaet i 1985 og blev udlært i 1988. Dernæst var han væk i omkring tre år, hvor han prøvede ansættelse i andre virksomheder og tog malerfagets videregående uddannelse på sammenlagt et år. I 1990’erne begyndte han at hjælpe sin far og deltage i den daglige planlægning, og i 1996 blev det naturligt at indlede et generationsskifte. Fra 1. januar 1997 blev virksomheden et aktieselskab, hvor Michael ejede 75 % og hans far de resterende 25 %. Først i 2006 købte Michael sin far helt ud af virksomheden.

Det var et glidende og smertefrit skifte. ”Vi har aldrig skændtes om det økonomiske. Jeg hjalp ham meget i starten, så arbejdede vi sammen, og så hjalp han mig i gang. Men ingen skylder nogen noget,” forklarer Michael.

Ville du være blevet selvstændig, hvis du ikke havde ”arvet” din fars virksomhed?

Michael har svært ved at forholde sig til spørgsmålet. ”Man kan nok ikke sige, jeg har oplevet at tage et aktivt tilvalg,” forklarer han og fortsætter: ”Jeg har altid sagt, at jeg ville være maler ligesom min far, så jeg har nok truffet mit valg meget tidligt. I virkeligheden er jeg vist gået meget målrettet efter det uden at lægge en decideret karriereplan. Men jeg ville nok være blevet selvstændig håndværker under alle omstændigheder.”

Men Michael betragter ikke sig selv som iværksætter: ”Jeg er ikke en iværksætter – jeg er en skidegod vedligeholder. Det, jeg sætter i gang, skal være sikkert. Jeg vil ikke smide noget væk ved at satse. Tingene skal være sikre,” forklarer han.

Forventningspres

Michael har ikke direkte følt et forventningspres, men erkender at han nok har følt en forpligtelse. ”Allerede før jeg blev konfirmeret, var min far ved at dø af en blodstyrtning, og da jeg var gået i lære, blev han syg med dårlig ryg, så da stod jeg for meget af driften,” forklarer Michael og fortsætter: ”Jeg er nok sådan en type, der gerne vil tage hensyn til andre mennesker. Jeg er meget pligtopfyldende og tager ansvar, faktisk nogle gange for meget. For eksempel gør jeg alt for mine kunder, men på den anden side giver det tilfredse kunder, og vi har aldrig problemer på den front.”

Michael har aldrig fortrudt sin beslutning, men erkender dog, at han er bundet af sin virksomhed. ”Jeg vil gøre alt for at opfordre mine børn til at opleve verden. Hvis jeg skulle gøre noget om, ville jeg have taget et år fri og have oplevet noget – været skibums. Jeg kunne godt have tænkt mig at rejse rundt i verden og have oplevet mere. Men jeg mener dog, at noget af det vigtigste i livet er at være pligtopfyldende,” siger Michael.

Forhindringer før og efter?

Michael så ikke forhindringer i at overtage sin fars virksomhed og mener selv, det skyldes, at han havde solid erfaring med virksomheden og som leder, før han blev eneejer af malerfirmaet. ”Jeg vidste, hvad jeg gik ind til, og hvad der ventede mig,” fortæller han og fortsætter: ”Men efterfølgende har det været en udfordring at stå alene med ansvaret i forhold til den daglige drift og planlægning. Den følelse har jeg såmænd stadig efter de mange år.”

Men Michael har altid fået stor opbakning hos sin kone, Susanne, som også arbejder i virksomheden, og han erkender, at det ikke ville have gået uden.

”Hvis jeg havde vidst dengang, hvor stort et ansvar det er, kan det da godt være, jeg ville have tænkt mig om en ekstra gang,” forklarer han.

Positive og negative overraskelser

Som flere andre af de iværksættere, vi har interviewet, peger også Michael på friheden som det mest positive element ved livet med egen virksomhed.

”Men i perioder kan den være svær at få øje på,” erkender han. ”Men så er der jo en økonomisk frihed, der dog først er kommet efter mange års hårdt arbejde.”

Men ansvaret tynger stadig efter mange års erfaring. ”Enten er der for meget at lave, eller også er der for lidt. Tankerne omkring det ansvar kan man ikke lægge fra sig,” fortæller Michael.

Vigtige egenskaber for en iværksætter og gode råd

”Noget af det vigtigste er nok ihærdighed og ansvarlighed,” siger Michael og fortsætter: ”Og så skal man ikke bruge alt, hvad der kommer ind, men gemme lidt til ”dårlige” tider. På sigt skal man arbejde på at blive økonomisk uafhængig af banker. Det er vigtigt at være ansvarlig både i forhold til drift og i forhold til økonomi.”

Ville du ønske for dine børn, at de blev selvstændige?

Dette spørgsmål har vi stillet andre, der alle har haft lidt svært ved at sige ja eller nej, men som dog har sagt, at hvis barnet eller børnene ønskede det, ville de ikke problematisere det. Michael mener noget andet.

”Dybest set har det et eller andet sted været utroligt hårdt. Det har været fint, men hårdt. Og det har ikke noget med penge at gøre, det har noget at gøre med, at jeg er så pligtopfyldende. Jeg har ikke fra 1997 til i dag haft en helt almindelig fridag, og jeg har arbejdet selv lige efter en knæoperation. Det ville jeg ikke byde mine egne børn,” forklarer Michael.
“Noget af det vigtigste er nok ihærdighed og ansvarlighed. Og så skal man ikke bruge alt, hvad der kommer ind, men gemme lidt til ”dårlige” tider. På sigt skal man arbejde på at blive økonomisk uafhængig af banker. Det er vigtigt at være ansvarlig både i forhold til drift og i forhold til økonomi. ”
Michael Jørgensen
Indehaver af Malerfirma Michael & Helge Jørgensen A/S
- citat fra interview
Michael Jørgensen

Følg Iværksætterhåndbogen på Facebook

Iværksætterhåndbogen på Facebook

Følg Iværksætterhåndbogen på Facebook, hvor du finder spændende artikler og opslag om iværksætteri.
Se Iværksætterhåndbogens Facebook side >