René Brøndberg-Bras

René Brøndberg-Bras er stifter og medejer af Mobilize Me.


Mobilize Me er stiftet i 2012 og tilbyder en app med en form for kalender, målrettet børn med kognitive handicaps, som for eksempel ADHD og autisme, så de - og deres familie - kan leve et mere naturligt og mindre stresset liv.

Struktur og skemaer over dagens aktiviteter kan være altafgørende for, at personer med ADHD og autisme kan få hverdagen til at fungere. Piktogrammer, billeder og symboler danner ofte grundlaget for denne struktur i Mobilize Me, da det for de fleste er nemmere at forholde sig til visuelle input. Via et planlægningsværktøj kan de voksne i børnenes liv skabe en struktur, som dernæst automatisk bliver synkroniseret med en app til android og iPad.

Virksomheden er struktureret som anpartsselskab, hvor René og hans forretningspartner ejer hver deres andele gennem selvstændige holdingselskaber.

Renés mor var også selvstændig, og både hans mor og far har præget ham meget i retning af, at man selv skal tage stilling til eget liv og tage ansvar for, at det bliver, som man ønsker.

Ejerforhold

René brugte et halvt år på at undersøge markedet og mulighederne. Herefter hyrede han et app-udviklingsfirma. René var også omkring en dårlig oplevelse med en partner, hvor det ikke fungerede, men er i dag i et nyt partnerskab, der fungerer.

”Jeg har fået en meget fair aftale, og vi har været igennem en lang forhandlingsproces,” fortæller René og fortsætter: ”Selvom jeg i dag ikke har flest ejerandele i virksomheden, er det mig, der styrer ”showet” og den daglige drift som direktør. Jeg føler mig meget tryg og føler også, at jeg bliver bakket 100 % op.”

Hvorfor blev du egentlig selvstændig?

”Hele idéen til Mobilize Me udsprang af min egen søns hverdag og problemstillinger som autist. Jeg kan ikke forestille mig en bedre motivation til at "give den en skalle” end min egen søn,” fortæller René.

”Desuden tog jeg en personlighedstest på et tidspunkt og "bonede" helt klart ud som iværksætter. Jeg er en naturlig igangsætter og en elendig afslutter. Det sidste har jeg måttet lære mig,” siger René, der påpeger, at han ikke gik rundt med ”romantiske idéer” om at kunne kalde sig direktør og fortsætter:

”Jeg har tidligere været selvstændig som konsulent, men aldrig ud fra en idé om at skulle tjene en masse penge. Jeg fik en god idé, og så jagtede jeg den”, forklarer René.

Men denne gang er det anderledes, fordi Mobilize Me er et konkret produkt. ”Mobilize Me er mit barn - selve virksomheden er blevet mit barn”, siger René og fortsætter: ”Jeg vil gerne kunne sige, at jeg har gjort en forskel i andre menneskers liv. Med Mobilize Me kan jeg sænke stress hos mennesker, hos hvem et højt stressniveau ellers er en naturlig del af livet.”

Det var faktisk Renés kæreste, der skubbede ham i gang med Mobilize Me. Renés kæreste oplevede, at han talte uafbrudt om Mobilize Me, og bad ham til sidst enten gå i gang med at realisere virksomheden eller holde sin mund. Så gik René i gang!

”Jeg havde et godt, bekvemt og trygt lønjob på det tidspunkt, også selvom jeg ikke var så voldsomt engageret i det mere. Men da jeg først havde taget beslutningen, føltes det som at køre ned ad bakke. Det gik meget stærkt,” fortæller René.

Udfordringer og overvejelser før og efter start

René havde flere overvejelser før start og fortæller: ”Faktisk forstod jeg ikke, at systemet ikke allerede fandtes, og jeg brugte meget tid på research. Men det var altså ikke lavet før! Dernæst kunne jeg ikke se, hvordan jeg skulle kunne få råd til at udvikle det. Jeg havde brændt nogle broer i forbindelse med min sidste virksomhed, og jeg kunne ikke bruge mit netværk. Og endelig var jeg usikker på, om det kunne sælges, og om jeg kunne få kunderne i tale!”

Fordi hans netværk lå i helt andre retninger, måtte René i gang med at opbygge nyt netværk. Men det er lykkedes, og i dag har han et godt netværk med speciallæger, psykiatere, skoleledere m.m.

René blev også overrasket over, at eksempelvis Autismeforeningen og ADHD-foreningen ikke kunne hjælpe ham. Derimod fik han god kontakt direkte til institutionerne.

Men det har været en udfordring at få sat det rigtige hold, så han ikke skulle være alene om det.

René har en lav tærskel fra idé til handling, og det falder ham meget naturligt at kunne starte noget op. Men der har også været andre udfordringer: ”I starten som selvstændig kunne jeg ikke se mine egne begrænsninger f.eks. inden for administration. Så jeg startede med at få et rigtigt dårligt forhold til SKAT. Min bedste beslutning var at alliere mig med en freelancebogholder!” fortæller René, der også har draget andre værdifulde læringer gennem tiden.

”Jeg har lært på den meget hårde måde at stole 100 % på en mavefornemmelse. Hvis jeg havde gjort det, var jeg startet tidligere og havde ikke brugt så meget tid på research,” siger René og fortsætter: ”Hvis jeg skulle gøre noget om, ville jeg være startet med det produkt, folk efterspørger nu! For det skulle laves og implementeres helt anderledes, end jeg troede fra starten.”

Positive og negative oplevelser

Ligesom for mange andre iværksættere betyder det også meget for René at kunne gøre en forskel for andre mennesker.

”Det der med, at det har så positive konsekvenser, hvad man laver - det var ikke en oplevelse, jeg fik som lønmodtager. Man får mere ”smæk for skillingen” som selvstændig. Folk sætter pris på de ting, man gør og bliver glade,” fortæller René.

Men mødet med det offentliges krav til selvstændige har været mindre positivt ifølge René.

”Det offentliges krav til selvstændige virker ofte meget ”hovsa-agtigt”. Jeg forstår ikke, at man ikke kan gøre tingene mere enkle. Momsloven er for eksempel utroligt indviklet, og man mødes af mistro, for eksempel hvis man har negativ omsætning, hvilket jo er meget normalt i en virksomhed som min,” fortæller René, der også påpeger, hvordan hele rapporteringen og indberetningen af egen løn i et ApS er indviklet og besværlig.

”Kan man da ikke bare samle det hele et sted; reglerne fra det offentlige …?” spørger René, der bortset fra sin kontakt med Syddjurs Erhvervsforening, ikke er voldsomt imponeret af den rådgivning, han har fået fra det offentlige. ”De offentlige virksomheder, der gerne vil os det godt, de er bare ikke iværksættere,” siger René.

Vigtige egenskaber for en iværksætter og nogle gode råd

”Man skal brænde igennem. Hvis du ikke selv tror på idéen, kan du ikke forvente, at andre skal gøre det,” siger René.

Han uddyber: ”Folk skal blive smittet af din entusiasme. Som iværksætter er du isbryderen, der sælger igennem og får folk til at tro på, at din idé er indlysende og rigtig. Du skal kunne engagere andre til at tænke som dig selv.”

Og som andre af bogens iværksættere påpeger han også, at det er en betingelse at være indstillet på at arbejde hårdt og mange timer.

”Derfor er det vigtigt at vælge et ”produkt”, hvor man selv har en aktie i sagen. Det gør også, at man bedre kan forstå målgruppens behov,” forklarer René.

Men han ønsker samtidig også at afmystificere det at være iværksætter. ”Jeg tror desværre tit, at folk romantiserer det at være iværksætter. Det skal afmystificeres – det er sgu bare et arbejde! siger René og slutter af: ”Den eneste forskel er, at du selv er arbejdsgiveren!”
“Jeg tror desværre, at folk tit romantiserer det at være iværksætter. Det skal afmystificeres – det er sgu' bare et arbejde! Den eneste forskel er, at du selv er arbejdsgiveren. ”
René Brøndberg-Bras
Medindehaver af Mobilize Me ApS
- citat fra interview
René Brøndberg-Bras

Følg Iværksætterhåndbogen på Facebook

Iværksætterhåndbogen på Facebook

Følg Iværksætterhåndbogen på Facebook, hvor du finder spændende artikler og opslag om iværksætteri.
Se Iværksætterhåndbogens Facebook side >