Karoline Illum
Karoline Illum er keramiker og indehaver af Sondrup B&B
Interview fra 2019
Karoline driver både virksomhed som keramiker og som indehaver af et Bed & Breakfast i forbindelse med hendes hjem, hvor hun bor sammen med sin familie. I værkstedet skaber hun ”alt til bordet” – bl.a. smukke og unikke tallerkener, som bruges af de fineste gourmetrestauranter, og i sit idylliske B&B med to værelser og et orangeri skaber hun rammer for ro, indsigt, fordybelse og nydelse for de mange gæster, som finder vej langt ind i skoven.
Hvorfor blev det lige denne kombination af virksomheder, du startede?
”Jeg havde brug for at samle mine kræfter på samme sted, hvor vi bor, og jeg har værksted. Vi havde et ubrugt anneks og en skov, så det var meget nærliggende at skabe et Bed and Breakfast i skovens dybe, stille ro. På den måde har jeg samlet mit fokus på samme sted, og begge virksomheder supplerer hinanden rigtig godt.”
Hvad lavede du, før du blev selvstændig?
”Min sidste ansættelse var et undervisningsjob på en efterskole. Men jeg var kørt fast i at have undervisningsjobs langt væk fra min bopæl – det var for hæsblæsende. Jeg længtes efter at samle mine kræfter og fokus ét sted og dermed få tid til alt det, der giver mit liv mening.”
”Jeg havde i mange år drømt om en anden måde at leve på, men ikke for alvor overvejet at blive selvstændig. Først da min daværende arbejdssituation blev så hæsblæsende, at den var ved at rive mig midt over, tog jeg beslutningen. Og derfra gik det stærkt.
Hvordan reagerede din familie og dine venner?
”Min familie var med på idéen fra start, der var en fælles beslutning. Fra venner husker jeg mest opbakning, men der var også nogle, som syntes, det var uholdbart økonomisk. Dem undlod jeg at snakke for meget med. Jeg havde ikke brug for folks bekymringer, jeg måtte gå med den nerve, jeg havde for idéen, og så tage mig af det med økonomien bagefter. Det var rigtig vigtigt for mig, at det her lille projekt så dagens lys.”
Hvad så du som den største udfordring, før du startede virksomheden?
”Den største udfordring var den økonomiske. Hvordan skulle vi finansiere renovering og byggeri? Jeg fandt ud af, at min idé om, at mit B&B skulle være bæredygtigt og samarbejde med lokale råvare-producenter var noget, som LAG* støttede op om. Derfor brugte jeg en masse tid på at ansøge om økonomisk støtte hos dem. Det lykkedes, og vi fik halvdelen af vores udgifter dækket, hvilket var en kæmpe og nødvendig hjælp.”
(* Lokale aktionsgrupper (LAGer) er lokalt forankrede foreninger, som skaber udvikling og innovation i lokalsamfundene ved blandt andet at tildele tilskudsmidler til relevante projekter.)
Hvad har så efterfølgende vist sig at være den største udfordring?
"For mig har den største udfordring helt klart været økonomistyring og IT-opstartsvanskeligheder. Hvorfor jeg i fællesskab med min revisor blev enige om at udnævne ham til virksomhedsudvikler og IT-supporter. Uden den hjælp tvivler jeg på, at jeg var kommet igennem de to første år med mine fulde fem i behold.”
”Jeg har selvfølgelig også skullet søge en del tilladelser, da vi bor i et fredet område, men det er forløbet ganske smertefrit.”
Anbefaler du andre at overveje at blive selvstændige?
”Mit liv som keramiker og B&B-indehaver inspirerer mange af vores gæster. Der er rigtig mange af vores gæster, som leder efter et mere enkelt liv og går med mange drømme. Til dem anbefaler jeg det selvstændige liv varmt, men ridser også et realistisk billede af vores valg op. Man kommer ikke sovende til et selvstændigt liv.”
Hvad ved du i dag, som du ville ønske, du havde vidst, før du blev selvstændig?
”I dag har jeg erfaret på egen krop, hvor stort og gennemgribende et arbejde det er at få to virksomheder op at køre på samme tid. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville have vidst det på forhånd!”
Hvad ville du gøre anderledes, hvis du skulle starte virksomheden op i dag med din nuværende erfaring?
”Jeg ville nok have ventet et par år med at sætte blus på keramikken. Det var mere end rigeligt at få mit B&B godt fra start. Men keramikken har altid været en stor del af mit liv, så det hang på en måde helt naturligt sammen.”
Hvad har været den største positive overraskelse ved livet som selvstændig?
”Der er kommet en fantastisk sammenhængskraft i mit liv.”
Hvad har været den største negative overraskelse ved livet som selvstændig?
”Hvor svært det er at skille arbejdsliv og privatliv ad. Og hvor let man kan blive ensom, hvis ikke man sørger for at skabe sig tid til at se venner og kollegaer.”
Hvad er efter din mening de vigtigste egenskaber for en iværksætter?
”At kende sig selv godt og kende sine styrker og begrænsninger.”
Vil du ønske for dine børn, at de bliver selvstændige?
”Jeg ville ikke ønske mig det for min søn, han er for socialt et menneske til at ville trives i et enmands-firma.”
Overvejer du selv at starte endnu en virksomhed eller bliver medejer af en anden virksomhed?
”Nej.”
Har du gode råd til andre, der overvejer at blive selvstændige?
”Man skal have et meget stort hjerte for det, man gør. Det er kærligheden til dit projekt, der bærer dig igennem de vanskelige perioder.”
Hvad synes du er det vigtigste at få med i en håndbog til iværksættere?
”Vigtigheden i at have et godt netværk omkring sig af både venner, familie og kollegaer. Man har så tit brug for et kram, et opbakkende ord, et blik på en idé, en hjælpende hånd.”
”Og få en god økonomisk rådgiver med fra start, hvis det med økonomi ikke er din stærke side!”
Læs mere om
keramiker Karoline Illum
Læs mere om
Sondrup Bed & Breakfast
Læs mere om
Sondrup Bed & Breakfast på VisitOdder.dk