Kim Karmark

Vi interviewede Kim i 2014 i forbindelse med første udgave af Iværksætterhåndbogen.

Kim har en baggrund i reklamebranchen og arbejder som freelance inden for reklame, kommunikation, idéer og planning. Derudover skriver han skønlitteratur samt rejseartikler til diverse aviser.

Men han har også i 2008 startet virksomheden Grumpy Man, hvor han sælger sko og tasker, blandt andet har han agentur på det berlinske skomærke Zeha for både det danske og svenske marked.

Han driver sine aktiviteter i to forskellige anpartsselskaber og har en projektansat sælger, der aflønnes med ren provisionsløn. Kim stiftede selskaberne efter rådgivning fra sin revisor, og han har valgt at betale sig fra ”alt det med penge”, som han selv udtrykker det.

Men Kim ser ikke sig selv som selvstændig!

Selvom Kim har hele to anpartsselskaber, ser han ikke sig selv som egentlig selvstændig. Det ene anpartsselskab stiftede han for mere end tyve år siden, mens han stadig arbejdede ved Envision og var medejer. Det andet er stiftet til hans agentur og salg af sko og tasker.

”Jeg ser det ikke som en virksomhed at arbejde som freelancer i reklamebranchen, så jeg betragter slet ikke mig selv som hverken selvstændig eller iværksætter, ikke i klassisk forstand,” forklarer Kim, der startede import af sko som ren og skær fritidsinteresse. ”Jeg troede lidt naivt, at jeg kunne tjene lette penge ved at have et agentur. Jeg lavede ikke nogen plan for virksomheden, og det var i det hele taget sindssygt dårlig timing i en tid, hvor et væld af små specialbutikker er gået konkurs på grund af krisen. Nu skal jeg nok være heldig, hvis jeg kan tjene min investering hjem,” siger Kim.

Kim er p.t. alene i sin freelancevirksomhed, men kunne godt se sig selv i et netværkspartnerskab eller en mere fast ansættelse, hvor der både var plads til at blive en del af et team, men hvor der også var plads til andre projekter. “Kampen står om at fordele tiden og ambitionerne på en begavet måde.“

Startede som freelancer efter opsigelse

Kim var et kendt navn i reklamebranchen i Aarhus og var dels medejer, dels kreativ direktør på reklamebureauet Envision. Derfor lå det lige til højrebenet at starte som selvstændig efter hans opsigelse.

”Det hele startede egentlig for sjov med, at jeg ville omlægge mit liv og skabe indtægt via forskellige kanaler. Jeg ville ikke bindes én gang mere. Det er derfor, jeg har sådan et spøjst miks af projekter. De er valgt af lyst og et ønske om at rette mine ambitioner i nye retninger,” fortæller Kim.

Kim arbejder nu som traditionel freelancer og mere fasttilknyttet freelancer inden for reklamebranchen i hele Jylland og har et godt flow af opgaver. Han mener, at han måske i virkeligheden i lang tid havde haft et ønske om at ændre sit liv, hvilket blandt andet førte til agenturet på sko og tasker, men opsigelsen fra Envision blev den endelige, afgørende faktor.

”Man kan sige, at det var en længere overvejelse, der blev efterfulgt af en ret hurtig og kontant beslutning!” forklarer Kim og fortsætter: ”På ubevidst niveau havde det nok været undervejs i lang tid, selvom jeg ikke kan mindes, at jeg tænkte særlig meget over det. Men jeg kan se nu, at mit projekt med skoene og mit arbejde som rejseskribent alt sammen handlede om at gøre mig ”lækker” og parat som freelancer og måske i virkeligheden også som skønlitterær forfatter. Jeg var ved at løsrive mig, men havde ikke defineret det for mig selv. Da jeg blev fyret, vidste jeg med det samme, hvad jeg ville. Jeg ville skrive og sælge sko, hvilket man ikke tjener mange penge på. Men heldigvis behøver jeg ikke den store indtægt. Min kone får sin løn, vores børn er store, og vi har ikke noget særligt privatforbrug.”

Udfordringer før, efter og undervejs

Da Kim startede sit agentur, anede han intet om skobranchen, markedet og salgssituationen, og det sværeste har været salgsarbejdet.

”Jeg havde nok en vis hældning mod det arrogante tidligere!” siger Kim. ”Nu har jeg fået stor, stor respekt for de sælgere, der kører rundt til specialbutikkerne. Det er virkelig en færdighed at kunne tage imod et nej 600 gange og stadig smile på en naturlig måde! Med tiden har jeg fået mere ydmyghed. Man kan sige, jeg har været igennem en mental afvaskning.”

Kim er bedre til at sælge sig selv som freelancer. ”Jeg har nok tendens til at underspille, hvad jeg kan, men folk ved godt, hvem jeg er,” siger Kim, ”jeg var chef for mere end 30 ansatte, men ingen gider da høre om, hvad jeg har lavet af store, fede ting i “gamle dage“. Jeg vil også langt hellere have, at folk køber mig som den, jeg er nu. Og jeg laver altså meget gerne små opgaver. Det behøver ikke være store kampagner. Faktisk har det været utroligt fedt at vende tilbage til det, det handler om i reklamebranchen. De gode, velskrevne tekster for eksempel. Jeg skrev jo ikke tekster i lange perioder i mit gamle job,” forklarer Kim.

Familie og venner reagerede med forbløffelse

”Der var nok en form for forbløffet interesse blandt familie og venner. Folk var lidt forskrækkede over min opsigelse, men det faldt hurtigt til ro igen. Jeg syntes jo selv, det var fedt,” fortæller Kim.

Positive og negative overraskelser undervejs

Kim fortæller, at han blev overrasket over, hvor svært det direkte salg egentlig er. ”Jeg var lidt forbløffet over, at jeg ikke kunne bade i opgaver,” smiler han og fortsætter: ”Da jeg selv var direktør, ville jeg selv have tænkt ”sikke et scoop at kunne bruge en så rutineret mand”, fordi jeg altid forsøgte at finde de bedste folk til at løse opgaverne. Men sådan er der altså ikke mange, der tænker.”

Det mest positive for Kim er at eje sin egen tid. Det gør ikke så meget, at indtægterne er svingende. ”Jeg er blevet mere sikker på, hvad jeg vil, og jeg ved, at jeg helt konkret vil have fingrene nede i jobbet og beholde min frihed,” siger Kim.

”Glæden ved at eje sin egen tid overtrumfer usikkerheden ved ikke at vide, hvad lønningsposen indeholder,” forklarer Kim og afslutter: ”Jeg synes, det vigtigste er, at man følger sin lyst. Man skal holde af at eje sin egen tid og sammenligne det med samfundsnormen om gerne at ville tjene mange penge. Jeg har fundet ud af, hvad jeg vil vælge!”
“Glæden ved at eje sin egen tid overtrumfer usikkerheden ved ikke at vide, hvad lønningsposen indeholder.”
Kim Karmark
Forfatter og indehaver af Grumpy Man ApS
- citat fra interview
Kim Karmark

Følg Iværksætterhåndbogen på Facebook

Iværksætterhåndbogen på Facebook

Følg Iværksætterhåndbogen på Facebook, hvor du finder spændende artikler og opslag om iværksætteri.
Se Iværksætterhåndbogens Facebook side >