Thomas Willer

Vi interviewede Thomas til 3. udgaven af Iværksætterhåndbogen:

T Willer Byg ApS er tømrervirksomhed, stiftet i år 2006 som personligt ejet virksomhed og i 2012 omdannet til ApS. Virksomhedens stifter hedder Thomas Willer, og han kommer ikke fra en familie af selvstændige.

Hvorfor valgte du ApS?

”Jeg skiftede til ApS, fordi jeg mente, at det var mindre risikobetonet. I takt med, at der kommer flere og flere dårlige betalere, og man oftere end tidligere skal sende rykkere, så ville jeg ikke risikere at skulle ”gå fra hus og hjem”, hvis jeg løb ind i en dårlig betaler. Men når alt kommer til alt, så går det nok ud på et?!”

Thomas har haft fire sager i sin tid som selvstændig, heraf en enkelt alvorlig, hvor kunden havde betalt sine ratebetalinger, men ikke ville betale sidste del. Thomas valgte at køre sagen med en advokat, og han vandt og fik pengene efter syv måneder, mens kunden måtte betale sagens omkostninger.

”Det påvirkede selvfølgelig mit humør meget. Jeg var utrolig ked af det i perioden, men også rasende, for jeg vidste, at jeg havde udført et reelt stykke arbejde, og at jeg ikke ønskede at snyde på nogen måde. Kunden var utrolig glad for det arbejde, jeg havde udført. Der var ”ikke en finger at sætte på udførelsen af arbejdet”, men de mente, at det havde taget for lang tid. Det var bare ikke min skyld! De ”glemte” nemlig, at de selv havde bestilt ekstra arbejde undervejs og havde ændret på nogle detaljer, og så rykker tidshorisonten sig jo.”

Samarbejdspartnere ...

Thomas arbejder sammen med en række underleverandører, når han tager totalentrepriser ind. Den proces er heller ikke altid helt ligetil, og hans erfaringer viser også, at man skal være omhyggelig, når man finder samarbejdspartnere, særligt når en opgave viser sig at være udfordrende, som den ovenfor omtalte.

”Jeg havde samlet et nyt team af samarbejdspartnere. Jeg troede, at jeg havde hyret nogle faggrupper ind, som jeg kunne stole på. Jeg brugte en maler, som jeg har arbejdet sammen med mange gange, også efterfølgende. En forholdsvis ny elektriker, som jeg havde fået anbefalet. Det gik også fint med det firma. Jeg havde tidligere lavet nogle småopgaver med murerfirmaet, og gennem det firma fik jeg forbindelse til vvs- og entreprenørfirmaet. De tre var ”makkere”.

Jeg fandt ud af gennem byggeperioden, at de var utrolig svære at arbejde sammen med, og at de kørte deres eget løb. Når vi lavede aftaler, så holdt de dem ikke. Jeg skulle rykke for at få dem til at komme, og ydermere lavede kunden selv nye aftaler med de tre. Og det resulterede næsten selvklart i, at tidsplanen skred. At jeg så betalte mine underentreprenører, før jeg selv havde fået betaling fra kunden, var ikke så taktisk smart af mig. Set i bagklogskabens lys skulle jeg have holdt 5-10 % af deres entrepriser tilbage, for det resulterede i, at jeg måtte tage kampen op med mine kunder alene. De andre havde fået deres penge, så de smuttede bare videre.”

”Nå, man bliver jo klogere, som tiden går ... og jeg kommer ALDRIG til at bruge de tre igen, så intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.”

... men ingen ansatte

Thomas har valgt at køre alene uden ansatte og samarbejder fortsat med en række underleverandører.

”Jeg har ingen ansatte. Jeg synes desværre, at det er administrativt for besværligt. Så når jeg har store entrepriser, køber jeg fremmed arbejdskraft ind, og så betaler jeg moms og det hele for det arbejde, der udføres for mig.

Når jeg svarer ”desværre”, så er det fordi, jeg sagtens kan se, at det ville være fint, hvis jeg havde en lærling og dermed kunne lære et ungt menneske op i mit fag. At jeg kunne give min viden videre. Der ville være mange gode ting ved at have ”en hjælper”, men også mange udfordringer. Og hvis jeg havde ansatte, ville min opgave ud over at tjene penge nok mest gå ud på at skaffe arbejde til mine ansatte, og selvfølgelig dermed tjene penge til virksomheden.”

Lyst til at stå på egne ben

Thomas blev selvstændig, primært fordi han gerne ville stå på egne ben.

”Jeg har altid haft mine hænder ”skruet rigtigt på” og har altid været meget kreativ. I 1994 gik jeg på Filmhøjskolen i Ebeltoft, og dernæst startede jeg i voksenlære i en tømrervirksomhed i Århus. Efter uddannelse var jeg ansat som tømrersvend i 5-6 år, før jeg blev selvstændig.”

Det bedste ved at være selvstændig

”Jeg har altid haft en trang til at skabe noget. Jeg nyder at gøre tingene lækkert. Men i det hele taget så nyder jeg som selvstændig alle de forskellige arbejdsgange. Dét at snakke med kunderne, dét at finde løsninger, dét at regne tilbud/overslag sammen, dét at bygge sin viden og kunnen op og dermed blive mere og mere sikker i sin fremførsel af en opgave, dét at stå med selve hamreren i hånden, at udføre opgaverne selv … FEDT! Jeg er jo oprindeligt blevet tømrer, og det netop fordi jeg godt kunne lide faget. At jeg så siden hen er blevet selvstændig, er jo ikke ensbetydende med, at jeg pludselig ikke vil lave opgaverne selv. Jeg nyder netop også det faglige.”

”Og så er jeg jo også stolt af mit arbejde. Så når jeg eksempelvis giver et overslag, så prøver jeg oprigtigt at ramme så præcis en pris som muligt. Men der kan jo altid dukke noget uforudseeligt op, og så kan det somme tider være svært. Men med erfaring så bliver man også mere og mere sikker og får derfor også større chance for at forudse det uforudseelige. Og som en arkitekt har sagt om mig, så er jeg ærekær. Jeg er stolt af mit arbejde. Og jeg ved, at hvis jeg selv er tilfreds med mit arbejde, så bliver mine kunder det også. Og dét er nok en vigtig detalje.”

Hvordan er det så at være selvstændig?

Thomas synes overvejende, det har været en positiv oplevelse, og det var naturligt for ham at blive selvstændig efter en tid som udlært tømrer.

”Det har mest været positivt. Som nystartet selvstændig befinder man sig nok lidt på en ”lyserød sky”. Man er glad og stolt og ”glemmer” nok lidt, at det kræver tid at bygge noget op. Intet kommer af sig selv. Så til at starte med skal man ud og finde sine kunder. Og heldigvis er det sådan, at hvis man så laver et godt stykke arbejde, så kommer der ”ringe i vandet”. Det rygtes, og kunderne begynder at komme til én. Og pludselig har man nok at lave. Men så er branchen jo også sæsonbetonet. Om vinteren er der mindre aktivitet, og selvom jeg nu har været i gang i mange år, så bliver man nogle gange bange for, om foråret overhovedet kommer i gang igen?? Og så har jeg sommetider været rundt og dele flyers ud.”

”Eneste minus er nok, at min familie nok godt kunne have ønsket, at jeg havde haft mere tid med dem?! Tømrerbranchen er jo ikke en niche. Så jeg tror ikke, at jeg nogensinde bliver millionær af det jeg laver. Men det er heller ikke så vigtigt. Jeg klarer mig, kan betale mine udgifter, og så er jeg utrolig glad for det jeg laver.”

Det administrative er den største udfordring

Der har været nogle administrativt bøvlede ting undervejs. Thomas er f.eks. ikke så frygteligt glad for NemID (og det er han vist ikke alene om). Men der er jo også andre ting, man skal være opmærksom på som selvstændig, f.eks. det der med forsikringer og sygedagpenge!

”Jeg har eksempelvis først i år fået den forsikring, der gør, at jeg på 2. dagen kan få sygedagpenge, hvis jeg lægger mig syg. Ellers er det jo først efter 21 dage, at man som selvstændig kan få sygedagpenge. Så i alle de foregående år har jeg bare betalt af egen lomme, når jeg har været syg. Så sent som for nogle uger siden var jeg sengeliggende med forkølelse og feber. Jeg var hjemme i 4 dage.
Man skal så melde sig syg til ”systemet” inden for 1 uge. Jeg kunne i første omgang ikke udfylde mine egne papirer, fordi registreringen ved NemID ikke kunne kommunikere med min computer. Sådan teknisk set kunne jeg ikke få medarbejdersignatur, fordi NemID-adgangen som ”administrator” af egen virksomhed ikke fungerede. Det var i hvert fald ski… besværligt. Jeg vil tro, at jeg brugte 6-7 timer på at få udfyldt papirerne korrekt. Jeg har endnu ikke modtaget nogle penge, men har fået en bekræftelse på, at mine sygedage er registreret.”

Kan du anbefale andre at blive selvstændige?

”Ja og nej. Man skal være forberedt på, at det tager ens tid. Familien skal være forberedt på, at det tager ens tid. Men det er også en stor tilfredsstillelse.”

Hvad er efter din mening de vigtigste egenskaber for en iværksætter?

”Det er jo mange ting. Og det er måske også forskelligt i de forskellige brancher? Men det er godt at have viden. At have ”knowhow”. Og som nystartet selvstændig skal man ikke forvente at kunne det hele med det samme. Man udvikler sig. Man får større viden hen ad vejen. Og sådan skal det også være, ellers ville det sgu´ blive for kedeligt.”

Vil du ønske for dine børn, at de bliver selvstændige?

”Jeg vil ønske for mine børn, at ligegyldigt hvad de kommer til at lave, så bliver de bliver glade og tilfredse, måske endda lykkelige af det. Men det er så stort at svare på, at jeg ikke kan svare mere præciserende på det.”

Gode råd fra Thomas til andre, der overvejer at blive selvstændige:

”En aftale er en aftale. Hold dig til det. Vær ærlig. Lov kun, hvad du kan holde. Men udfordr selvfølgelig også dig selv, ellers udvikler du dig ikke. Og man kan ofte mere, end man selv tror. ”

”Det er vigtigt at understrege, at det ikke kun er en ”dans på roser” at være selvstændig. Det kræver tid og disciplin. Men, hvis det lykkes … så er det også en ”dans på roser”.”

Læs mere om T Willer Byg ApS
“At være selvstændig er ikke altid ”en dans på roser”, og det kræver tid og disciplin. Men hvis det lykkes … så er det faktisk ”en dans på roser”! ”
Thomas Willer
- indehaver af T Willerbyg ApS
Thomas Willer er interviewet til Iværksætterhåndbogen

Følg Iværksætterhåndbogen på Facebook

Iværksætterhåndbogen på Facebook

Følg Iværksætterhåndbogen på Facebook, hvor du finder spændende artikler og opslag om iværksætteri.
Se Iværksætterhåndbogens Facebook side >