Yael Bassan
Copenhagen Bicycles
Copenhagen Bicycles lejer cykler ud gennem hoteller og campingpladser, fra butikken i Nyhavn samt andre relevante steder. Forretningen reparerer også cykler for privatkunder i butikken, på kundernes arbejdspladser og i ejendomme. Desuden sælger de egne brugte cykler og arrangerer guidede ture, events og alt andet, der har med cykler at gøre.
Copenhagen Bicycles blev stiftet i 2002 – Copenhagen Tours ApS, der er moderselskabet, i 2000. Yael Bassan begyndte selv i virksomheden i 2015, da hun sammen med sin søster arvede forretningen efter deres far. I 2017 købte Yael søsteren ud, så hun i dag er 100 % eneejer af anpartsselskabet.
I forhold til virksomhedsformen var selskabet allerede stiftet, da Yael Bassan overtog, og hun så ingen grund til at ændre på noget. ”Jeg overtog det sådan. Og det giver mig tryghed, at hvis det en dag skulle gå ned, så skylder jeg ikke noget privat i selskabet. Så har det været et spændende eventyr, og jeg har kun mistet noget potentielt.”
Vokset op med selvstændig virksomhed
Yael er vokset op med en far, der var selvstændig og brændte lyset i begge ender. Derfor lå det hende ikke fjernt selv at blive selvstændig. Men eftersom hendes far døde af stress, er hun meget opmærksom på de farer/fælder, der ligger i selvstændig virksomhed i netop den henseende. Yaels far døde, dagen før hendes bachelorperiode begyndte, så hun stod med et tremåneders bachelorprojekt og hans begravelse på samme tid. Efter uddannelsen fik hun job som journalist på DR Debat. Men farens butik trak i hende.
”Så gik jeg ned i min fars butik og spurgte, om jeg kunne hjælpe med noget, og det ene tog det andet. Min fars højre hånd rejste fire måneder til Thailand, og jeg tog over. Jeg har ikke set mig tilbage siden.”
”Da min far døde af stress, stod jeg med et valg. Om jeg ville vælge at blive selvstændig som ham med visheden om, hvad det kunne føre med sig, eller om jeg ville tage hans hjertebarn og skabe noget smukt. Jeg endte med at lave mig en 2-års, 5-års og 10-års plan, og så gik jeg bare i gang.”
”Jeg ville give min fars hjertebarn en chance for at blomstre. Om ikke andet bare for at give min søster og mig mulighed for at få lidt mere ud af arven. Men det var også enormt hårdt for mig at tænke på, at folk kunne miste deres arbejde, hvis jeg ikke drev forretningen videre. Det kunne jeg ikke klare tanken om.”
Ansatte med mangfoldighed
Copenhagen Bicycles har mange sæsonansatte, men også fastansatte medarbejdere. Antallet svinger mellem 12-30, afhængigt af sæsonen. ”Det meste af året er vi 12-15 fuldtidsansatte, som minimum.”
Yael Bassan er oprindelig uddannet journalist og bruger sin viden og sine evner i virksomheden, selvom ”det nok havde været smartere med en handelseksamen!”
”Jeg blev journalist for at styrke minoriteter i Danmark. Nu kan jeg give dem et arbejde. Det er en kæmpe gave.”
Det betyder, at hun arbejder helt bevidst med at ansætte medarbejdere ud fra et ønske om diversitet og mangfoldighed. Som jøde tilhører hun selv en minoritet og er tredjegenerationsdansker i en flygtningefamilie. ”Jøderne har jo altid været på flugt. Det var mit ønske som journalist at sætte fokus på integration og minoriteter, at skabe en dagsorden, hvor det emne blev dækket på en ordentlig måde. Nu kan jeg bare gøre det.”
Det betyder også helt konkret, at hvis Yael Bassan skal vælge mellem to medarbejdere efter en jobsamtale, vil hun altid vælge den, der skiller sig ud, og som måske ville være blevet valgt fra andre steder. ”Der sker noget magisk, når mennesker, der ikke har fået særligt mange chancer i livet, får en mulighed på lige fod med alle andre. Her ved folk, at de er velkomne, som de er, og samtidig er det også en styrke i vores forretning, der jo servicerer mange forskellige kulturer. Den eneste udfordring kan være, at ikke alle taler dansk.”
Fordelen ved at være selvstændig?
Yael Bassan er vild med livet som selvstændig. Fordelene var, ud over at drive sin fars hjertebarn videre:
”At jeg har en fri kalender og en fri fremtid. Jeg elsker at bestemme selv.
Jeg har total selvbestemmelse. Det er mig, der bestemmer alting i sidste ende, og jeg får det på min måde.
Jeg kan skabe arbejdspladser. Jeg blev journalist for at styrke minoriteter i Danmark. Nu kan jeg give dem et arbejde. Det er en kæmpe gave.
Jeg kan vise, at diversitet er en styrke. Det var et af mine formål som journalist. Men det er federe at vise det end at tale om det.
Jeg føler vitterligt, at jeg kan gøre en forskel i verden – og at jeg gør en forskel i verden. Det er ekstremt meningsfuldt.”
Hvordan reagerede familien?
Yael og hendes søster besluttede fra starten, at det var Yael, der skulle træffe beslutningerne i virksomheden. ”Det var vores fælles arv, og det kunne ikke gå mere galt, end det allerede havde gjort med min fars død.”
Familie og venner bakkede op, men det var hårdt for Yael, der faktisk havde været nødt til at sygemelde sig i en periode efter sin fars død lige op til hendes afsluttende eksamensopgave.
”Jeg har ikke været nem at være sammen med, men de er der stadig for mig, og jeg er dem evigt taknemmelig.”
Udfordringerne ved at være selvstændig?
Yael overtog en virksomhed, hvor intet var nedskrevet, fordi hendes far havde alle aftalerne i hovedet. ”Jeg tror næsten, det kan have været hårdere for mig end for almindelige iværksættere, fordi de i det mindste har været med fra starten og har fået al læring undervejs. Jeg stod midt i en ruin og skulle bygge det op til en smuk bygning. Der kan det i princippet være nemmere at starte fra en tom byggegrund.”
Men der var penge på kontoen, en lejekontrakt, personale og en masse cykler. Til gengæld måtte Yael starte helt fra bunden og spørge hver medarbejder, hvad vedkommende lavede i virksomheden. Så måtte hun rundt til alle hotellerne og finde ud af, hvor Copenhagen Bicycles havde cykler stående til udlejning, og hun måtte gå ind og sige hej og finde ud af, hvilken aftale de havde med hotellet.
”Jeg gik rundt til alle hotellerne og opdagede, hvor vi havde cykler, og så måtte jeg ydmygt gå ind og hilse på og spørge, hvad vores aftale var og bede dem have tålmodighed med mig!”
”Jeg har bygget det hele langsomt op, været ydmyg og søgt hjælp og sparring overalt. Jeg vidste ingenting om noget som helst, og jeg var helt udmattet. Så det har været en virkelig, virkelig stejl læringskurve. Jeg forstår på ingen måde, hvordan jeg formåede det.”
Hvad ville du gerne have vidst, før du startede?
”Man bliver aldrig færdig – man skal ikke føle, at man kan blive færdig – så får man stress. Det var der en, der sagde til mig. Hvis jeg havde vidst, at jeg skulle gennemgå, hvad jeg gjorde det første år, så havde jeg ikke gjort det. Men nu hvor jeg har gjort det, har jeg ikke fortrudt noget. Jeg pressede mig selv ud, jeg har lært rigtigt meget, men jeg har været igennem nogle ting, jeg gerne ville have været foruden. Der har været mange ubehagelige ting, jeg er også blevet stukket i ryggen. Folk kunne løbe om hjørner med mig i starten. Har været virkelig mange ting igennem.”
Særlige udfordringer i din branche?
Det er en hård branche at arbejde i, og Yael føler, hun har oplevet megen unfair konkurrence. Men selv har hun fokus på at drive en anstændig virksomhed med ordentlige arbejdsforhold, overenskomster, skattebetaling og alle de ting, der burde være helt normale i en virksomhed.
”Der er desværre alt for mange i denne branche, der ikke spiller fair play, og det kan føles helt uoverskueligt, hvad de får lov at slippe af sted med.”
Blandt andet oplever Yael hver eneste dag, at hun og hendes medarbejdere må fjerne elektriske løbehjul, der bliver stillet – ulovligt – op umiddelbart foran hendes forretning.
”Løbehjulene bliver stillet op på offentlig grund, mens jeg har selv fået afslag på at kunne stille mine cykler op på samme måde og får bøder, hvis jeg gør det.”
Den historie kan man læse meget mere om i al den presseomtale, Yael Bassan har fået på grund af sine protester. ”Anti-løbehjulskampagnen”, som hun i øvrigt startede på Twitter.
”Ordentlighed har altid været virkelig vigtig for mig, men det er dyrt i vores branche. Det kan godt være, at vores kunder er optaget af CSR, overenskomster og den slags, men når der skal forhandles pris, går de gerne på kompromis! Men jeg vil IKKE gå ned på det niveau for at overleve.”
”Vi flytter løbehjul hver eneste dag, selv har jeg stillet 100 cykler foran min butik og så får jeg advarsler fra kommunen. Men løbehjulene står der hver dag, otte måneder om året.”
Gode råd til andre, der gerne vil starte?
Yael Bassan er ikke i tvivl. Det vigtigste af alt er netværk! ”Faktisk er mit vigtigste netværk Twitter, som jeg bruger rigtigt meget. Jeg tror, vores anti-løbehjulskampagne er blevet så stor på grund af Twitter.”
Og stor er kampagnen blevet med artikler i både NY Times, LA Times og Time Magazine.
Yael bruger også Twitter til sparring, når hun står med udfordringer af mange forskellige slags fra overordnede problemstillinger helt ned til helt konkrete spørgsmål om værktøj.
Men hun har derudover været medlem af flere andre netværk og nævner blandt andet Ladies First og Havneringsnetværket samt sin plads i Erhvervsrådet igennem et år, hvor hun fik mange kontakter og netværksvenner.
Hun fremhæver, at det for hende er god netværksstil at sætte sig selv i spil. ”Det er noget med at være åben over for andre og have fokus på at hjælpe dem. Jeg synes grundlæggende, at andre mennesker er enormt spændende. Jeg har givet folk jobs og hjulpet med forskelligt, og jeg har opdaget, at så kommer der også noget den anden vej. Men det har aldrig været min baggrund for at hjælpe. Jeg er interesseret i, hvem de er, hvad jeg kan give dem.”
Yael bruger Twitter på samme måde, som andre bruger LinkedIn. ”Kernen i Twitter, i alle slags netværk, er, at man skal være der, fordi man er nysgerrig på andre mennesker. Man skal være ærlig og turde fortælle om sig selv. Jeg mødes med folk til ”Twedagsbar” om fredagen, så vi mødes også IRL.”
Kan du anbefale andre at blive selvstændige?
”Ja, klart. Det er en kæmpemæssig frihed at kunne bestemme sin hverdag, og det giver en enorm rus at kunne glæde andre ved at give dem et job, så de kan forsørge deres familier. Sammenholdet i en startup er også fuldstændig fantastisk. Og så kan man gøre lige den forskel, man synes, verden trænger til. Det er for fedt!”
Hvad ville du gerne have vidst, før du blev selvstændig?
”Jeg ville ønske, at jeg havde vidst, at der kommer til at komme en million kriser, og at jeg kommer til at begå en uendelig mængde fejl, men at det er alle de her kriser og fejl, der vil styrke og gavne mig, og at det er dem, jeg vil kunne huske senere hen, og som vil føre mig til succes. Begår man ingen fejl, lærer man ingenting. Man skal lære af det og komme videre.”
Yael Bassan har grædt mange tårer af frustration, forvirring, magtesløshed og vrede, men hun har ikke givet op. Hun føler, at hun efterhånden har prøvet det meste i branchen og virksomheden, men at de mange kriser har været med til at styrke hende.
”For et par måneder fik vi stjålet en cykel til 26.000 kr. Det gjorde ondt, men jeg lod mig ikke gå på af det. Jeg har prøvet ting, der er langt værre. Det giver mig styrke og ro at vide, at jeg har prøvet værre ting, og at der også vil ske værre ting i fremtiden, men at jeg vil overleve og blive endnu stærkere af det. Cyklen fandt vi for øvrigt igen. Og sådan er det tit. Det løser sig.”
Hvad har været den største positive overraskelse ved livet som selvstændig?
”At det er mig, der bestemmer mit liv og min hverdag. Og at jeg kan få utrolig meget indflydelse, hvis jeg rækker ud og melder mig ind i verden. Der er mange, der gerne vil lytte på mig, og jeg kan få virkelig meget at sige. Det giver mig et kæmpe rush, for jeg elsker at have indflydelse i verden.”
Hvad har været den største negative overraskelse ved livet som selvstændig?
”At voksne mennesker virkelig kan være nogle idioter, og at mange er stolte af at bryde reglerne. Mange mennesker bliver udnyttet på arbejdsmarkedet, og det værste er, at der er lige så mange, der er fuldstændig ligeglade, fordi de bare skal have magt og penge. Det er en ubehagelig erkendelse. Så kan man stå der med sine ordentlighed og gode værdier og føle sig spyttet lige i ansigtet, fordi man ikke ”følger med tiden” (læs: snyder i skat, mv.). Og myndighederne er der ikke til at rette op på problemet.”
Hvad ville du gøre anderledes, hvis du skulle starte virksomheden op i dag med din nuværende erfaring?
Jeg ville sørge for at have et advisory board eller coaches/rådgivere med på sidelinjen fra starten. Man kan ikke gøre alting selv.
Jeg ville også sørge for kun at arbejde med kunder, som jeg stoler på, og som gør mig tryg.
Og så ville jeg være meget hurtigere til at fyre de mennesker, der ikke bidrog med noget godt til fællesskabet.”
Har du gode råd til andre, der overvejer at blive selvstændige?
”Det bliver voldsomt hårdt, og du kommer til at tænke, ’fuck this shit, jeg flytter til Australien og kommer aldrig tilbage’, men der vil også være dage, hvor du er så stolt og glad, og hvor det hele bare kører, og hvor alt giver mening. Det er det rush, der gør livet værd at leve.”
Yael påpeger flere gange, at det er vigtigt at turde fejle og at lære af sine fejl. ”Man skal ikke være så bange for at lave fejl, for det er der, man lærer noget.”
Yael tager rundt og holder foredrag og sammenligner livet som selvstændig med et uendeligt hav, der aldrig hører op og ikke giver ro til at trække vejret. Så derfor er det vigtigt at lave små øer for sig selv. ”Nu husker jeg at standse op med jævne mellemrum, at fejre, for eksempel bare fejre, at intet gik galt i dag. Vi fejrer både ting, der ikke er sket og de gode ting.”
”Som virksomhedsejer er man uendeligt vigtig, og man skal passe på, at man ikke slider sig selv op. Mine øer består også af at give mig selv lov til at hygge mig, mens jeg løser nogle opgaver. Jeg tager tit computeren under armen og sætter mig på en café et sted, mens jeg arbejder. Jeg giver også mig selv en deadline, og for mig vil det sige, at når der er gået så og så lang tid, så holder jeg op med at arbejde. Så arbejder jeg mere intenst.”
”Hvis vi har det svært, så spiser vi kage.”
Hvad er efter din mening de vigtigste egenskaber for en iværksætter?
”Stædighed, vilje, åbenhed, samarbejdsevne, tillid, selvindsigt og et godt hjerte”
Vil du ønske for dine børn, at de bliver selvstændige?
”Ja, meget. Jeg håber, mine kommende børn sparker røv i verden og viser den, hvordan den skal skrues sammen. Det vil være dem, der skaber verden, så de kan lige så godt gå all in.”
Overvejer du selv at starte endnu en virksomhed eller bliver medejer af en anden virksomhed?
”Det kunne jeg nok godt finde på. På sigt vil jeg gerne holde foredrag, undervise, lave radio og formidle på andre måder.”
Men Yael siger også, at hvis hun havde vidst, hvordan de to første år ville blive, havde hun nok ikke gjort det.
”Måske er det lidt sværere at overtage en virksomhed, måske ville det have været lettere at starte mit eget. Det er noget med at få lov til at lave sin egne fejl og ikke overtage andres. F.eks. fyrede jeg en medarbejder, som fandt en gammel kontrakt frem fra min far, der havde ansat ham på funktionærvilkår, men den kontrakt havde jeg ikke fundet nogen steder.”
Til gengæld havde hun penge på virksomhedens konto, cykler i butikken og et brand, så hun havde et fundament at starte på. ”Min far havde også givet mig så meget kærlighed, og det var til gengæld rigtigt dejligt.”
Hvad synes du er det vigtigste at få med i en håndbog til iværksættere?
”At man skal stole på sin mavefornemmelse og lade den sige fra og til. Man skal ikke gå på kompromis med sig selv. Man kan ændre verden, hvis man bare vil.”
Læs mere om Yael Bassan her:
http://yaelbassan.dk/mediedeltagelse/
Læs mere om Copenhagen Bicycles her:
https://copenhagenbicycles.dk