Hvad kræver det at blive iværksætter?
Vi hører det igen og igen. Det samme spørgsmål. Hvad kræver det egentlig at blive iværksætter? Og det er et af de spørgsmål, der er rigtigt mange svar på.
Noget af det mest overraskende i vores liv som iværksættere har været at opleve, hvor mange forskellige typer iværksættere, der egentlig findes. Vi har mødt mennesker, der lever af de mest ”mærkelige” ting. Ting, vi aldrig i vores vildeste fantasi ville have kunnet forestille os, man kunne drive virksomhed med. Men de er der - og de lever af det, og det har de gjort i mange år.
Før vi selv begyndte at tænke i iværksætterbaner, havde vi også en forestilling om, at en iværksætter var sådan en helt bestemt type menneske, der kunne noget, som ingen andre kunne. Men vi er med tiden blevet klar over, at det ikke sådan, det hænger sammen. Så hvis vi skal koge det helt ned til en ”maggiterning”, så er der faktisk kun to ting, man skal kunne som iværksætter:
Initiativ og Ansvar
Man skal kunne tage initiativ og ansvar. Det er i princippet vigtigt, uanset om du er fastansat eller freelancer eller iværksætter eller alt muligt andet. Hvis du ikke har det drive, der får dig til at handle, UDEN at nogen beder dig om det, ja, så lad os da bare sige, at karrieremulighederne nok er forholdsvis begrænsede.
På samme måde skal man også være i stand til at påtage sig ansvar - både som ansat og som iværksætter. Og på baggrund af den ansvarsfølelse vil man som regel også være klar til at tage initiativet og sætte gang i ting af egen drift.
Derudover kan man skrive meget om, hvad der egentligt driver iværksættere, og det er måske i virkeligheden endnu mere interessant. For det er jo netop det drive, der får nogen af os til at gå i gang - i mange tilfælde også, selvom vi har gode jobs og som sådan ikke ”mangler noget” i vores liv.
Der er lavet mange undersøgelser af det "iværksætterdrive", og der er beskrevet forskellige iværksættertyper, så det vil vi ikke trætte dig med her. Blot sige, at vi har hørt mange forskellige begrundelser, når vi møder og rådgiver iværksættere. Det kan være, fordi man har opfundet et nyt produkt, som kan gøre en forskel i menneskers liv. Det kan være, fordi man kan se et hul i markedet til en serviceydelse. Eller fordi man er træt af chefer - og bare selv vil bestemme. Måske vil man gerne tjene mange penge - eller man vil måske gerne skabe bedre balance i sit liv helt overordnet. Det kan også være, fordi man ”arver” en familievirksomhed.
Uanset hvad, der fik dig til at starte egen virksomhed, så er det vigtigt at holde fast i det, når du sætter mål op for virksomheden og for dig selv som selvstændig. For det nytter jo ikke noget at måle virksomhedens og din egen succes på omsætningen, hvis du i virkeligheden startede, fordi du ønskede at få mere fleksibel arbejdstid og måske mere fritid!
Så kort og godt handler det om at holde fast i drømmen, mens du samtidig er klar til at påtage dig ansvar og handle på det.
Tilbage til artikeloversigt