Netværk, netværk, netværk
Når jeg rådgiver iværksættere, understreger jeg ofte betydningen af netværk, fordi det er vigtigt at blive god til at netværke, god til at dele idéer, søge råd og støtte fra netværkskollegaer og til selv at give det tilbage.
Hvis man ikke tør bruge sit netværk, ikke vil tage imod hjælp og tage sig tid til at opbygge og pleje sit netværk, vil man som iværksætter – særligt med enkeltmandsvirksomhed – være helt og aldeles på egen hånd. Så hvorfor dog ikke dele erfaringer og støtte hinanden mest muligt?
Allerede inden du starter, kan du begynde at markedsføre din virksomhed ved at fortælle om dine planer til dit netværk. På den måde kan du både få ”afprøvet” dine ideer, og samtidig kan dit netværk blive dit ”ambassadørkorps”, som er med til at markedsføre dig ved at anbefale dig til andre.
Hvad du ønsker, skal du … spørge om!
Gør det let for dit netværk at hjælpe dig. Jo mere konkret din forespørgsel er, jo lettere og mere overkommeligt er det at hjælpe dig. Et spørgsmål som f.eks. ”Hvordan skal jeg markedsføre min virksomhed?” er for bredt og kræver meget tid og engagement af den, der svarer.
Hvilke netværk har du brug for?
Som iværksætter kan du typisk have brug for både at netværke med andre iværksættere og med erfarne erhvervsfolk. Derudover kan det være relevant med et branchespecifikt netværk – og måske et lokalt. Nogle netværk er formelle, f.eks. foreninger, andre er helt uformelle netværk, f.eks. i form af en gruppe på Facebook. Undersøg hvad der findes af netværk, som er relevante for dig.
Skab dit eget netværk!
Hvis du ikke lige kan finde den type netværk, du mangler, kan du selv skabe dit eget netværk og invitere de virksomheder, du gerne vil netværke med. Der skal ikke så meget til for at opbygge og vedligeholde et godt netværk. En Facebookgruppe kan være rammen for kommunikationen i netværket samt medlems- og mødeadministration. Brug møderne til vidensdeling og sparring, feedback og input til aktuelle udfordringer. Det er en uvurderlig hjælp, uanset om du er nystartet eller har mange års erfaring som virksomhedsejer.
Husk også, at det er vigtigt med kontinuitet. I skal opbygge tillid til hinanden og naturligvis også vedtage, at alt, hvad der siges på møderne, ikke kommer videre, medmindre det er et ønske fra afsenderen. Sørg for at skabe en god sammensætning, men vær ikke bange for "konkurrence". Man kan sagtens bruge hinanden som sparringspartner, selvom man er i samme branche.
Husk også dit netværks netværk!
Du har allerede et netværk i form af venner, familie, gamle skolekammerater og kolleger. Og hver af dem har sit eget netværk, som du kan nå igennem dem. Spørg f.eks. ”Kender du nogen, der kan hjælpe mig med dette?” På den måde får du aktiveret dit netværks netværk.
Tilbage til artikeloversigt